Vi er en ren drengespejdergruppe, som holder til i Stavnsholt i den østlige del af Farum. Vi lægger vægt på at igennem samarbejde og godt kammeratskab, at kunne begå os såvel i samfundet som under primitive forhold i naturen. På denne måde har mange gennem årene fået mange oplevelser lige fra vandreture i alperne og tømmerflådesejlads i Sverige til sjov og hygge på møderne.
Gruppens navne bærer præg af vikingtiden og den nordiske mytologi. Således er afdelingerne opkaldt efter heroiske vikinger og spejderhyttens navn Asgaard - gudernes bolig. Vikingerne vågnede op til dåd i 1975, med opstarten af de to ulveflokke Rolf Krake og Regner Lodbrog og kort tid efter fulgte troppen Røde Orm. Senere kom klanen Valhalla til, men denne er siden blevet afløst af Klan Ymer.
Alle spejdere i gruppen bærer grønt tørklæde med én gul kant. Vi er en gruppe i Ravnsholt division, der omfatter Allerød, Birkerød, dele af Hillerød og Farum kommuner og hører under Det Danske Spejderkorps. Der er i alt ca. 900 blå spejdere i divisionen og ca. 35.000 på landsplan. Mange aktiviteter, særligt for de ældre spejdere, sker sammen med andre spejdere i divisionen.
Vær med!
Er du en dreng i alderen 7 - 16 år med lyst til spejder- og friluftsoplevelser, så mail til info@stavnsholtvikinger.dk Du er også meget velkommen til at komme forbi på et af møderne, for at prøve.
Har du lyst til at hjælpe til som leder, så er det ligeledes gruppelederen du skal kontakte.